Han er stille som en grav. Det er næsten høfligt. En mand, der burde skrige om hjælp, men i stedet bliver siddende, rank i sin egen form for værdighed.

Hver morgen manifester min veninde, med hjælp fra et lille lys hun tænder og en krystal i hånden, et ønske for hvordan dagen skal komme til gå. Om aftenen skriver hun taknemmelighedsdagbog, for at minde sig selv om, at dagen ikke har været halv skidt og for at sætte fokus på at selv de små ting, kan skabe glæde i hverdagen.

Det måtte jo ske. Han trak vejret i mange år, og nu gør han det ikke mere. Paven altså. Frans. Ikke den første, og næppe den sidste, men muligvis den eneste, der nogensinde har smilet som én, der vidste, at Gud også kunne tage fejl.