Noget at tro på
“OMG! Det stod der også på Co-Star i morges.”, sådan siger min veninde tit, fordi Co-Star er et medie, en app, på hendes mobiltelefon hvori hun kan læse hendes personlige fødselshoroskop; et hun læser og lever efter, hver dag og kald det en selvprofeti, men i større grad end nogen anden går min venindes horoskop ofte op i en højere enhed. I hendes sartrosa malede soveværelse ligger krystaller og sten i alskens farver, med alverdens evner og stikker du hånden ned i hendes jakkelomme, vil du med høj sandsynlighed finde noget rosa kvarts, som er en sten der er kendt for at skabe ro og harmoni. Den kan hun godt lide at nulre med, den ligger godt i hånden siger hun, mens hun vandre Vesterbro tyndt til lyden af Taylor Swift, som hun i det sidste årti nærmest har dyrket som var frøken Swift den ny messias. En umiskendelig tro på en stjerneorden og energier fra universet giver min veninde ro i sindet; sjælefred om du vil.
Hver morgen manifester min veninde, med hjælp fra et lille lys hun tænder og en krystal i hånden, et ønske for hvordan dagen skal komme til gå. Om aftenen skriver hun taknemmelighedsdagbog, for at minde sig selv om, at dagen ikke har været halv skidt og for at sætte fokus på at selv de små ting, kan skabe glæde i hverdagen. Det er blevet hendes ritual. Hun er dybt religiøs, men for hende er det ikke Gud der skaber og driver værket, men stjerner, krystaller og Taylor Swift. Veninden er langt fra den eneste der har det sådan, en tur gennem byens brokvarterer afslører butiksvinduer med krystaller, boghandlere med bøger om okkultisme på bestellerlisten og sniger man sig til at kigge ind af vinduerne på de fortorvsnære lejligheder, er det heller ikke ualmindeligt at støde på stjernetegnsbilleder som kunst på væggene. En undersøgelse fra Aarhus universitet viser faktisk at omkring 6% af landets befolkning tror på stjernerne og at disse har betydelig afgørelse for kommende livsbegivenheder. Samme undersøgelse viser at 20% af befolkningen tror på en højere magt end dem selv, og i Kristelig Dagblad kunne man for nogle år tilbage læse at i mellem 48-53% af den Danske Folkekirkes medlemmer tror på en dybere mening med livet og at der er mere mellem himmel og jord. I modsætning fortæller blot 37% at de tror på Gud og kun 2-3% er aktive kirkegængere.
Hvis du spurgte min veninde om hun troede på Gud, ville hun sige nej. Det er jeg helt sikker på. Hvis du derimod spurgte om hun troede på noget der er større end sig selv, vil hun som cirka halvdelen af befolkningen, svare at der findes mere mellem himmel og jord. For hende, er det ikke vigtigt om Gud eksistere eller om Jesus har gået på jord. Hun har med sandsynlighed også læst flere selvhjælpsbøger om krystaller, selvværd og manifestationer end hun nogensinde har læst Bibelen og hvis hun ejer en salmebog, er det fordi hun af sin farmor har fået den i konfirmationsgave. Men det er for hende heller ikke vigtigt, at have Bibelen stående på hylden og de eneste salmer hun kan synge med på, er dem hun også synger med familien, når de
juleaften går rundt om træet. Og dér, er hun igen repræsentativ for en stor del af befolkningen, særligt i bymiljøerne.
Det er i grunden for os mennesker heller ikke vigtigt, hvad vi tror på, men selve agten at tro, er det der er vigtigt. At tro på stjernerne, Odin og Thor, Julemanden, Mana & Tapu eller Taylor Swift, kan for mange mennesker være ligeså vigtig, som at tro på Gud. For det, som det handler om når vi tror er, at vi kan lindre vores smerte, forklare det uforklarlige og i mangel på bedre formulering - ansvarsfralægge. I mange år har jeg efterhånden sagt, at jeg tror på, at folk der virkelig tror, er lykkeligere end ikke troende, fordi folk der tror har et sted at kanalisere deres uforståenhed overfor ulykkelige omstændigheder hen og et sted for trøst og forsoning. Skulle man være så uheldig, at opleve en barnedød er det ganske almindeligt blandt troende, at sige at Gud ikke giver os mere end vi kan klare og at der er en mening med al ting. Det er med andre ord, helt almindeligt at lægge ansvaret for denne død i Guds hænder og dermed lettere for den troende at acceptere den uforståelige og ulykkelige omstændighed, i tillæg finder folk der tror på Gud trøst ved, at barnet der ikke længere er med os på jord, er hos Gud i himmelen; safe and sound. Der bedes bønner og der forekommer en rituel begravelse, alle er ulykkelige, men der findes en trøst og skabes en overbevisnede udholdenhed til resten af livet, i troen på at Gud nu passer på det lille barn og at vi igen ses i himmelen en dag.
I alle former for religion, kan man tillægge religionens overnaturlige kræfter en betydning, som er til gavn for vores eget velbefindende. Min venindes måde at manifestere dagens udfald på, er ikke meget anderledes end at bede til Gud for at dagen bliver god. Det at tro på, at stjernerne har banet vejen for dit liv, er ikke meget anderledes end at tro på at Gud har en plan for dig. Jeg vover pelsen og påstår, at troen på, at energier fra sten og krystaller giver god karma, ikke er meget anderledes fra hvordan vi som kristne tilønsker hinanden et godt liv gennem næstekærlighed og tilgivelse. Hvad vi som menneske har valgt at tro på, er ikke det vigtige. Det vigtige er at vi tror på noget, for mennesket har behov for at tro; behov for at tro, at livets gang ikke er en tilfældighed og for at tildele livet en mening. Hvis der forekommer en mening med livet, har vi pludselig noget at leve for.
Hvis folkekirken skal overleve, skal flere mennesker benytte sig af at kunne komme i kirke og det ikke kun til højtiderne. Det starter måske med at acceptere hinandens forskellige måder at tro på, at fortælle folk at folkekirken først og fremmest er et hus til ære for Gud, men at Gud er allestedsnærværende og derfor også er at finde når du med rosa kvarts i lommen og lyrikken fra en Taylor Swift sang beder for et helet hjerte; sjælefred om du vil.
