I weekenden holder vi fri. Sabbatten dikterer tempoet. Jeg sætter skiven under nålen, lader den finde rillen og hælder mælken i den sorte kaffe. Jeg finder min plads i stolen, lukker verden ude og lader ørerne gøre arbejdet. Måske vil du gøre det samme. Velkommen til –
De hopper ind i mig, med deres svedige ansigter og skriger “mærk livet, M!”. Men jeg vil ikke mærke deres liv. Jeg har nok i mit eget.
Nogle playlister er kun for mig, som Medina ville sige. Andre kan, og skal deles med omverdenen. I skrivende stund har jeg lyst til at dele Idas lyd med dig. Ida er min veninde. En kvinde hvis livsmod er stort og hvis livsmodstand har været ligeledes uvilkårligt. Og Ida forekommer for mig, som pisket smør på alt for dyre surdejsboller.
Jo — sådan gik det altså til. Og nu sidder jeg i det spæde efterårsmørke og sipper vin, der efterhånden er blevet sådan lidt halvlunken og skriver tekster til folk på den anden side af LCD-skærme, i lejligheder der ikke er min; Hvis ellers der er nogen der læser med.
Og så lå jeg dér, under vattæppet, hvis hjørner var blevet nulrede og hårde — stive af snavs og alder, på en drømmeseng fra 70ernes sidste år, hvis fjedre skrattede, som om de lo af mig.
Forbindelsen er klar. Hvis fingrene lukker sig om endnu en kold aluminiumskant, hvis det metalliske klik lyder endnu en gang, er transformationen fuldendt. Så er jeg min far.
Han er stille som en grav. Det er næsten høfligt. En mand, der burde skrige om hjælp, men i stedet bliver siddende, rank i sin egen form for værdighed.
Hver morgen manifester min veninde, med hjælp fra et lille lys hun tænder og en krystal i hånden, et ønske for hvordan dagen skal komme til gå. Om aftenen skriver hun taknemmelighedsdagbog, for at minde sig selv om, at dagen ikke har været halv skidt og for at sætte fokus på at selv de små ting, kan skabe glæde i hverdagen.
Månens og solens rotationer sker fortsat efter planen og midt i efterårets lysnende morgentimer har jeg udnævnt mig selv til essayist; Ja, det må man jo, når ingen andre gider.
Det måtte jo ske. Han trak vejret i mange år, og nu gør han det ikke mere. Paven altså. Frans. Ikke den første, og næppe den sidste, men muligvis den eneste, der nogensinde har smilet som én, der vidste, at Gud også kunne tage fejl.
