Manden i kjole er gået

Det måtte jo ske. Han trak vejret i mange år, og nu gør han det ikke mere. Paven altså. Frans. Ikke den første, og næppe den sidste, men muligvis den eneste, der nogensinde har smilet som én, der vidste, at Gud også kunne tage fejl.

Han døde i Vatikanet. Som man gør. Påskemandag. Som en ironi, der ikke engang behøvede en fodnote. Jeg forestiller mig, at der lugtede af røgelse og kaffe. Af kolde marmorgulve og varme skuldre, der engang bar verden som en bønnemand. Af gamle sko og ny synd.

Han kom fra Argentina – landet med kød og knive og tango. Han blev pave – med fløjl og forsinkelser. Han prøvede. Han mente ting. Han sagde dem også højt. Nogle gange lavt.

Han talte om fattige og flygtninge. Og klimaet. Han løftede pegefingeren og korsets vægt. Men

aldrig helt patriarkatet. Det stod stadig tungt som en kirkebænk i sort egetræ. Nu ligger han dér. Ikke som Kristus. Men som Frans. Med pæne negle og foldede hænder.

Og fuglene flyver stadig rundt om Peterskirken som om de ikke har læst dødsannoncen. Det er ikke, fordi jeg savner ham. Det er mere det, at han var en slags stødpude mellem Gud og Google. En rynket bufferzone.

Og nu skal vi igen til at tro på røgsignaler og korslagte arme i silke. Der kommer en ny pave. Selvfølgelig gør der det. Mænd i kjoler er ikke sådan at slippe af med. Men denne her, han havde noget menneskeligt over sig. Som en præst, der engang havde danset kinddans.

Farvel, Frans. Du døde ikke for vores synder. Men du levede med dem. Og det er ikke så lidt endda.