Filantropi
Rundt om hjørnet fra hvor jeg bor, sidder en mand. Hver dag. Hans tilstedeværelse er stille, men tung. Han er der, når jeg går forbi om morgenen, og han er der, når jeg vender tilbage om aftenen. Han giver mig ondt i sulet. Et sølle menneske, magert draperet. Tiden sidder tungt i hans skuldre, som bar han byrden af alle byens historier. Huden er trukket stramt over knoglerne som gammelt lærred, vejrbidt og hærdet, tynd som pergament og hans øjne, gemt bag et mørkt gardin af fedtet hår.
Jeg går forbi ham ofte. Nogle gange køber jeg hans avis, andre gange siger jeg bare hej. Men for det meste er han blot en skygge i landskabet, blot en del af byens inventar, jeg passere uden at standse. Jeg har aldrig talt med ham. Aldrig spurgt, hvad han hedder, hvor han kommer fra, eller hvad han mangler. Fryser han? Er han sulten? Trænger han til varme, til et bad? Jeg ved det ikke. Og ærligt talt tænker jeg ikke meget over det, kun i de korte øjeblikke, hvor jeg ser ham. Når jeg alligevel lader min hånd dykke ned i lommen, finder jeg sjældent mange mønter. Der er ikke meget at give, hverken fra min side eller fra hans. Men jeg giver ham, hvad jeg har.
Han er stille som en grav. Det er næsten høfligt. En mand, der burde skrige om hjælp, men i stedet bliver siddende, rank i sin egen form for værdighed.
Dét, tænker jeg, burde råbe til himlen. Og alligevel er det hans stilhed, der kalder på mig, ikke hans stemme. Jeg er dybt dobbeltmoralsk. Jeg, der taler om kærlighed til næsten, om at hjælpe dem, der er faldet og dog, flere gange end jeg kan være det bekendt, går jeg forbi ham uden at sige et ord. Og jeg mærker det. Suget i maven, der aer min samvittighed og fortæller mig, at jeg kunne have givet noget, hvis ikke givet ham penge, så i det mindste min tid. Mit nærvær og min opmærksomhed. Men jeg går videre. Og han bliver siddende, som en skikkelse der forbliver, hvor den altid er. Et fast punkt i min verden, der burde kræve min opmærksomhed, men som i stedet glider ind i en mærkelig form for usynlighed. Som om vi i vore dage er blevet eksperter i at se uden at se.
Næste gang, tænker jeg, stopper jeg måske. Spørger, hvad han hedder. Køber to kopper kaffe og sætter mig ned. Måske kan det ikke redde hans liv, ikke løfte byrden fra hans skuldre. Men i det øjeblik kan det føles, som om det var nok. Som om verden et kort sekund standsede, og noget andet begyndte. Jeg tror ikke, jeg har det i mig i dag. Men tanken brænder. Måske er det i den brænden, vi finder vores kald. Ikke i at redde hele verden, men i at række hånden frem til én, der sidder i mørket og håber på, at nogen vil komme forbi og standse.
