En stille fortælling
mellem blik og billede
Mit navn er Marianne Maria Winterbjerg. Men lad os være ærlige – navne er bare etiketter, en formalitet. Det, der virkelig tæller, er øjeblikkene. De små, flygtige stunder, vi prøver at holde fast i, men som glider væk, hvis vi ikke passer på. Det er dér, jeg træder ind.
Jeg ser ikke bare med øjnene, men med noget dybere – hjertet, ja, måske endda sjælen, hvis du tror på sådan noget. Jeg står bag kameraet, fordi det er min måde at skrue op for tiden. At fastholde noget, der ellers ville forsvinde uden et spor. Et smil, en solstråle, der rammer rigtigt – bare én gang, så er det væk.
Men hvis jeg får det fanget… så har jeg vundet over tiden. Så bliver det der. Vi lever i en tid, hvor alt går så hurtigt, at vi glemmer at trække vejret.
Jeg forsøger at gøre noget ved det. At se det, de fleste overser. Og vise det frem. Ikke bare lys og skygge, farver og former. Men det, der ligger bag – ansigtet, øjeblikket, masken der falder. For bag hvert menneske er der en historie, der fortjener at komme frem i lyset.
Fotograf? Jo, bevares. Kald mig det. Men jeg ser mig selv som en historiefortæller. En visuel stemme. Hvert billede er et lille skår af livet, der hænger ved. Ingen to historier er ens. Ligesom ingen to øjeblikke er ens.
Jeg er her for at samle dem op. For én, og for verden. Og er det ikke netop det, der giver mening?
At dele det, man ser – og selv blive set i det lys.
Og så er der dem, der svømmer – ikke for at blive rene, men for at forsvinde lidt.