Et brysttag fra evigheden

Der er folk, der løber, fordi de ikke kan holde sig i ro.
Der er folk, der går tur, fordi de tror det holder døden på afstand.
Og så er der dem, der svømmer – ikke for at blive rene, men for at forsvinde lidt.

Jeg svømmer, fordi det er den eneste bevægelse, hvor kroppen ikke larmer.
Hvor man kan være noget uden at præstere.
Hvor benene ikke skal bære, og tankerne ikke skal nå frem til noget.
Det er jo en slags omvendt gang – i slowmotion og i mol.

Jeg har sat nogle sange sammen. Ikke for at du skal blive bedre til at svømme.
Men for at du skal glemme, du gør det.
Det er musik til mennesker, der kan lide at flyde, uden at miste fodfæste –
for hvad er fodfæste, hvis ikke bare en illusion på fast grund?

Numrene har ikke tempo, de har tilstedeværelse.
De spørger ikke: Hvor skal du hen?
De spørger: Er du her nu?

Og hvis du svarer ja – selv med et halvt øre –
så har musikken allerede gjort sit.
Så svøm. Eller lad være.
Men lyt, som om dine ører er gopler.