Echo #12
Og så lå jeg dér, under vattæppet, hvis hjørner var blevet nulrede og hårde, – stive af snavs og alder, på en drømmeseng fra 70ernes sidste år, hvis fjedre skrattede, som om de lo af mig, hver gang jeg bevægede mig en smule.
Og væggene var rå, træet ubehandlet og groft mod fingrene hvis man rørte ved det, og i lyset fra lampeskærpe af brunet glas, dalede støv fra alle vinde. Plejefamiliens sommerhus i Nordjylland havde ikke ændret sig en tøddel siden ruderkonge var knægt. Der var en lugt af land over det hele, den der særegne lugt af jord, hø og møg fra omkringliggende nabogårde, trængte ind gennem sprækker i vindueskarmen.
I køkkenet stod der mælk i glasflasker med skruelåg – varme glasflasker – fordi åbenbart fandtes der ikke køleskabe her. Og udenfor var der ikke andet at gøre end skrigende krager og en traktor langt ude i marken, kørt af en person med et urimeligt sundt forhold til morgentimer.
Det var sådan dagen startede. Klokken kunne være fem om morgenen, kunne være ni, men hvem regnede efter? Tiden var blevet tyktflydende heroppe, som honning. Det der betød noget var stilheden - rummet, dette hus så stille, at selv de mindste bevægelser på drømmesengen ville få fjedrene til at synge, til at klage og vække hele hytten – eller det troede jeg i hvert fald. Så jeg lå stille som en mus. Bevægelsesløs. Fordi hvis jeg rørte mig, ville fjedrene lave larm, og hvis fjedrene lavede larm, ville hele huset vågne, og hvis hele huset vågnede, ville de se mig. Og der var absolut intet, jeg ønskede mindre end at blive set klokken fem – eller ni – om morgenen i et sommerhus i Nordjylland.
Jeg strakte mig lydløst og med største forsigtighed efter discmanen, efter de halvt knækkede hovedtelefoner, de tynde patetiske bøjler med ledning, der skulle sidde præcist i stikket,- en slags teknologisk akupunktur – ellers fik man kun lyd i den ene side. Mono sound, am I right? Krydsede fingrene i håb om, at batterierne holdt endnu. Var de døde, måtte jeg begive mig ud til køkkenskuffen, og det ville være katastrofalt, og de ville høre mig og de ville vide —
Jeg trykkede play.
Musik. Endelig. Den eneste civilisation, der eksisterede her. og jeg kunne ligge sådan i timer - dage, fordybet i lyden. Det ene nummer efter det andet fra en CD jeg havde brændt selv eller byttet med en ven, hvilket i 2003 eller hvornår det nu var, føltes som den højeste form for kulturel kuratering. Det var det ikke. Men det føltes sådan.
________
Hvor mange CD'er kan man tage med til Nordjylland? Svaret er: præcis så mange som der er plads til i din taske. Hvilket vil sige to, måske tre, hvis du er heldig og ikke også skal have tandbørste og undertøj med.
Så når vi dragede nordpå – og "vi" inkluderer her plejefamilien, hvilket er en kategori af mennesker, man ikke frivilligt rejser med – ja, så havde jeg mine to til tre CD'er, som jeg roterede mellem, i hvad der føltes som en evighed, men sandsynligvis var en uge.
Det vil sige: de samme sange. Om og om igen. Indtil man kendte hvert åndedrag, hver guitarstreng, hvert lille teknisk fejltrin i indspilningen. Man blev ikke træt af dem. Man blev besat. Det var Stockholm Syndrom, men med Bachman-Turner Overdrive.
Og det var valget. Enten de samme tre CD'er på repeat, eller stilheden. Lugt af gødning. Fjedrene. Familien.
Der var ingen konkurrence.
Nogle gange kan man undre sig over at finde to sange på samme album, som egentlig ikke burde havet fundet hinanden. Og måske netop derfor virker det.
