Echo #11
Mandag den trettende oktober totusindeogfemogtyve.
Således står dagen skrevet i kalenderen - og den er god nok. Jeg tjekkede to gange.
Månens og solens rotationer kører fortsat efter planen og midt i efterårets lysnende morgentimer, har jeg udnævnt mig selv, til essayist; Ja, det må man jo, når ingen andre gider.
Og der var håndspålæggelse, naturligvis. En berørt skulder og en tale med livsformaninger og underfrankerede ontologier. Alene, spørger du? Jo, jeg var alene. Hvem fanden skulle ellers gøre det?
Jeg talte, som man nu gør, når man selv både er præsten og menigheden. Om betydning af, at tage sit alvor alvorligt. Om retten til at tænke, uden først at blive bedt om det. Og slutteligt om retten til at skrive alle sine tanker ned, til deling med den øvrige pøbel og de selvudråbte intellektuelle, som sniger sig til også at læse mit stof.
Og jeg tænkte, som altid fristest man til at sige, at man — eller jeg — vel må kunne slå sig selv til ridder i refleksionens orden, når ingen længere uddeler titler for langsomhed og tanke.
Så jeg gjorde det: lagde en hånd på min skulder, så mig selv i spejlet, nikkede højtideligt og sagde “Menneske. Marianne Maria Winterbjerg. Du som skriver til dagen og vejen, til fuglen på himlen og til internettets vagabonder. Du selvudnævnes nu essayist af ubetænkelig rang, for trofast brug af hjernes kapacitet og lidenskablig formidlen af sindets tankestrømme.“
Og sådan gik det til. Ingen fanfare og intet fyrværkeri. Ikke engang et lille stykke kransekage. Kun halvlunken kaffe, sort fordi jeg har glemt at købe mælk og en tør småkage fra i fredags. Men det er også okay. Nu ved jeg det. Essayist. Det er noget jeg er. Og nu ved du det også.
Til ceremonien. Til langsomheden. Til alle os, der udnævner os selv, fordi ingen andre gør det
