Echo #10
Og så skete det, på den første ægte efterårsfredag i dette herrens år 2025: Olivia Dean, har smidt et album. Og nu er det ikke fordi, alle mine echo skal handle om album og musik. Men det fylder jo. Det har nu nok bemærket, hvis du har læst echo #7. Men jeg har besluttet, at efteråret kommer til at leve i lyden af Olivia Dean. Ja, og så en gang i mellem nogle af dem jeg jævnligt har på rotation. Jeg kom faktisk ret sent med på The man I need—bølgen. Mmh. Jeg var nok den sidste i Europa, der lod algoritmen overmande mig. Men nu er hun der altså. Og jeg er ret hooked.
Jo — sådan gik det altså til. Og nu sidder jeg i det spæde efterårsmørke og sipper vin, der efterhånden er blevet sådan lidt halvlunken og skriver tekster til folk på den anden side af LCD-skærme, i lejligheder der ikke er min; Hvis ellers der er nogen der læser med. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skriver det her ned. Måske for at huske, hvordan det føles at betræde efteråret. Måske fordi jeg lige skal markere, at jeg altså også er en sådan poppet-type, der lytter til Oliva Dean, når jeg gør l'hübel rent. (Og nej, du kan ikke slå det op, for ordet er mit, et fransk-norsk bastardbarn, født af lidt for mange glas vin).
Jeg er også begyndt at gense Rejseholdet. Eller gense er måske så meget sagt. Jeg var ret ung, da Rejseholdet blev sendt på TV. Og vi så det ikke i mit barndomshjem. Min mor var vist mere interesseret i The Days of Our Lives, eller hvad det nu hed og Beverly Hills 90210. Så nu følger jeg altså Ingrid, Fischer, I.P., La Cour, Gaby og Johnny Olsen - jep! Den Johnny Olsen, rundt i det danske land, for at opklare halvsløve provinsmord, en gang omkring årtusindeskiftet. Og det er i grunden ret nostalgisk. Jo ikke fordi jeg har set så meget af det før, men fordi jeg kan genkende en lyd, en lugt, og en tid. Jeg kan næsten lugte alle de cigaretter der ryges. Fischers læderjakke, minder om en jeg selv havde en gang. Kvinder med kort hår. Måden de taler på. Langsommere. Med mere præcision og korrekt grammatik. Tydeligt. Det er herligt. Jeg sluger det i mig.
Det er efteråret, der gør det. Kalder på rytmer, der findes i gamle TV-serier og i nye soulplader fra ukronede popdronninger. Og mens mørket sniger sig tættere på, og jeg gemmer mig langt ind i popkulturen, flyver de russiske droner over lufthavnen, ikke langt herfra. Trump piller mænd af skærmen, hvis de vover at modsige ham. Danmarksdemokraterne kravler hjem i skødet på Dansk Folkeparti. Og Jonathan Spang minder os om, at man stadig ikke må knalde en 15-årig, når man selv er 31. — Ja, for konsekvensen er, at man så mister både sit job og sin værdighed; og så ellers pyt med pigen, ikke?
Sådan er verden. En cocktail af pop, mord, politik og forbud. Og midt i det hele, i Heiberglampens skær, sidder jeg. Sippende. Skævende. Skrivende.
Et album, der ikke taler om kærlighed, men snubler i den, griner af den og sætter sig til rette i dens tomme stol, mens man hælder den sidste lunke slat vin i glasset
