Echo #7
Jeg drages.
Længes.
Hungre.
Efter ekkolytiske rytmer, efter genklang og velklang,
efter resonans i kroppen,
efter de sange, der holder sammen på mig,
på os,
og på verden derude.
Og således starter echo #7 — et antageligt bud på, hvordan min stemme, kan blive din stemme og din stemme kan blive verdens. Vi er små ekkoer af hinanden. Disonante sommetider, men her med ønsket om en samhørighed. En enighed. En forståelse.
Der var engang, i et ikke så fjernt verdensøjeblik, en lille pige, der midt i Lyngby storcenter vandt en konkurrence og med sig hjem fik — intet mindre, end en sony discman. En flad, lille sølvsag, nem at have med i tasken og med tiden en helt og aldeles slidt rewind knap. Og her begynder det så, det rigtige eventyr. En pige, lige omkring skolestartsalder, der for første gang oplever magien af et album. CD’er der snurrer rundt i maskinen og numre der bliver hørt på heftig rotation. Sange hun ikke aner hvad handler om, men som vækker en gyngende resonant rytme i hendes krop og sange der flytter ind og som aldrig rigtig flytter ud igen.
Pigen og musikken lever nu i sameksistens. Co-afhængige — eller kan man være det, når det jo faktisk kun er den ene konstante der er afhængig af den anden? Men de er uadskillelige. Hun lever for den eminente lyd og den eminente lyd lever i hende; flyder side om side med blodet i hendes årer. Fylder øregange. Tager plads i hjernes største opbevaringsrum og forsøder hendes tungsindige, men rodfaste hjerte.
Og hvad gør denne pige så? Jo, ser du, hun ønsker sig hovedtelefoner og et årsforbrug af dobbelt-a batterier, og så lever hun et helt liv tæt omsluttet af tidens rytmer. Bevares, — hun får også kødelige bekendtskaber; både dem med erotisk begær og dem uden. Fællesnævneren bliver dog, at uanset hvor lystigt et forhold de har til hinanden, så deler hun sin kærlighed til musikken, som man deler tyggegummi på Roskilde Festival, i køen til toilettet om morgenen.
Har du hørt? Ja, det har jeg. Også den? Nå ikke… Jamen så… Og inden dagen er gået har pigen nøje udvalgt en håndfuld sange, som burde være somatiske for kærestens væren eller den sindsstemning kæresten ønskes at have. For præcisions skyld er kæreste ikke nødvendigs en partner, blot et menneske man har meget kær. Og playlister, kuraterede lister med håndskrevne noter med QR-koder — afstemt til samme beats per minute, kaster hun om sig som gaver; til jul, til særlige lejligheder og til dage der føles mere grå end levende.
Der er noget særligt, ved at modtage en lille seddel med små 20 sange, et andet menneske har udvalgt, netop, og kun til dig. Det er en særlig gave, at et andet menneske har tænkt på, undret sig, ønsket sig, og muntret sig med at skabe noget der er ethundrede procent kun for dig. Det er et stykke, som jeg ynder at mestre, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo hvis der ikke er andre der gør det og jeg nyder det. Jeg tænker i musik. Enhver dag har sin lyd og enhver lyd har sin farve. Synnæstesi, ville nogle måske kalde det. Jeg kalder det livsførelse.
Nogle playlister er kun for mig, som Medina ville sige. Andre kan, og skal deles med omverdenen. I skrivende stund har jeg lyst til at dele Idas lyd med dig. Ida er min veninde. En kvinde hvis livsmod er stort og hvis livsmodstand har været ligeledes uvilkårligt. Og Ida forekommer for mig, som pisket smør på alt for dyre surdejsboller. Som mælkeskum på din matcha-latte og fløden i den rand, du har lige købt i en alt for lille Nærkøb et sted på fyn, på nederste hylde i frysedisken, gemt bag ved halvtsmeltede Astronaut-is. Ikke fordi hun er fejeskarn og høre til på nederste hylde, men fordi hun er en af de slags mennesker, man snubler over; irriterer sig ved, fordi hun er så meget sin egen og den egen er så meget i dit ansigt. Are you a little too much, honey? Og pludselig en dag, vågner du op en søndag morgen, og opdager at hun er en af de mennesker du ikke kan leve for uden. Ida er indbegrebet af den playliste, som jeg fra tid til anden hører igen og igen. Hun er det stykke musik man gemmer til lune sommeraftener, regnvejrsdage i oktober og halvdårlige ferieoplevelser i Gilleleje.
Og måske du skulle høre den nu?
Popterapi (Idas lyd)
Til Ida. Til lyden af dig og lyden af mig; til os.
Popterapi til veninder du ikke kan leve uden, og til dig selv, når verden larmer for meget. Idas lyd: lidt for meget, meget sig selv, og altid lige dét du ikke vidste, du havde brug for. Til de lange lyse nætter og de små mørke sammenbrud. Til den slags melankoli, man ikke behøver forklare. Til teenageforelskelser, voksenkriser og alt det midt imellem.
