Echo #2
Min mormor siger det tit:
“Ting sker af en årsag.”
Og hun mener det ikke som en floskel, men som en måde at lægge puslespillet på. Som om livet kunne lægges baglæns, og det, der faldt fra hinanden, pludselig afslørede sit billede – når bare man lagde det rigtigt.
Når nogen bliver fyret, siger hun:
“Der var nok en mening.
Du skulle ikke have været der længere –
du skulle hen til noget, du ikke havde set endnu.”
Når nogen siger nej, og noget går i stå, ser hun det ikke som enden – men som begyndelse forklædt som ventetid.
Jeg har ofte spekuleret på, om det er sandt. Om ting virkelig sker med en årsag, eller om vi bare finder den bagefter, som børn der tegner streger mellem stjerner og kalder det et billede. Men måske er det ikke afgørende. Måske er det at søge en mening selve det, der giver den. Måske er tro ikke at vide, men at holde ud. At stå stille i det, man ikke forstår, og kalde det noget, før det har form.
I Johannesevangeliet siger Jesus:
“Hvad jeg gør, forstår du ikke nu, men senere skal du forstå det.” (Joh 13,7)
Det er ikke et løfte om forklaring. Det er en invitation til tillid. Til at noget skjult en dag kan træde frem. Ikke nødvendigvis med svar, men med sammenhæng.
Men nogle dage, når alting synker lidt, når vinden rammer mig på den særlige måde, og jeg står dér og ikke kan finde hverken begyndelse eller ende – så kommer den tanke:
“Hvad nu hvis hun ikke har ret?”
Hvad nu hvis ting bare sker?
Ikke for at lære os noget.
Ikke for at føre os videre.
Men bare fordi de sker?
Og så føler jeg mig lidt skyldig i tvivlen. For hvem er jeg at modsige en gammel visdom, en livslogik båret af kærlighed?
Men stemmen i mig siger også:
“Ja, ja – det siger du jo…
men jeg ved ikke, om jeg tror det i dag.”
Og så bliver jeg stille. Lytter. Ikke efter svar, men efter stemning. Efter det bløde sted i mig, hvor jeg alligevel lægger hovedet mod tanken, som om den var en pude. Også når jeg ikke tror på den. Også når jeg tvivler.
Måske sker ting af en årsag. Måske sker de af længsel. Måske sker de af kærlighed, vi endnu ikke har mødt. Og måske – måske sker de bare.
Og det er nok.
Hvis vi tør blive i det.
Jeg lytter til det her nummer - igen og igen, og jeg har ingen andre bedrifter gjort, end at beskue horisonten fra mine lænsestol, med hænderne solidt placeret i mine bukselommer. Og pludselig kan jeg se på den gamle bornholmer, at flere timer er gået mig forbi.
