Echo #3

Subjektet var arbejdsdeling.
Forbund. Alliance. Loyalitet. Politik;

aldrig venskab.
Vi delte overarbejde, som man deler brøker.
Besværligt, men noget alle burde kunne.
Alligevel ringede du.
Vin? Jo… Nu? Ja…

Din hånd gled i refleks.
Ejefald. Røv. Lår.
Som mænd gør,
når de glemmer at ejefald er en grammatisk konstruktion
— ikke en kødelig ret.

“Dine øjne… du er fræk”
og så kyssede du mig.
Som mænd gør,
når de tror berøring er betaling for tavshed.
Udholdenhed. Arbejdsfællesskab.
Når de glemmer at kys er et uregelmæssigt verbum,
som kun bøjes i samtykke.

Hvid?
Du købte vin.
Som mænd gør,
fordi de har lært, at alkohol er præpositionen, der forbinder
"nej" med "måske", "måske" med "ja", og "ja" med stilhed.

Jeg konjugerede efter dine behov;
ikke fordi du aktiverede mit begær,
men fordi din opmærksomhed var mere
— Kald mig Maria.
Den sidste puritaner.

Du betragtede mig som en kommafejl,
du kunne rette med tungen.

“Mit begær er ikke for mænd”.

Du hørte mig ikke.
Hørte ikke mit blik;
kun refleksionen af dig selv.

“Den rigtige pik” stønnede du
og semantikken klæbede sig til min tunge.

Substantivets overgreb mod pronomenets frihed.

Du fulgte mig hjem
og jeg var en pausestreg;
en afvisning skrevet med småt.

Du kyssede mig foran døren og jeg kyssede igen.
Ikke fordi jeg ville,
men fordi kvinder er opdraget til at bøje sig i datid fremfor at kæmpe i nutid.
Et overgreb klædt i høflighed.

Jeg lukkede døren.
Ikke kun efter dig
— efter hele verden.

Jeg lagde mig ned,
dekonstruerede mit liv
og mærkede min egen hud uden dine hænder,
uden dit blik,
uden dine ord.
Skumle. Uærlige.
Dubiøse handlinger der klæber som gammel sæd på en mæt lørdag.

Nogle mænd kan ikke høre nej.
De kan ikke læse det i kroppen.
De kan ikke læse det i ordene.
De kan ikke læse det i stilheden.

De læser kun sig selv;

Virksomhedskultur.

---