Echo #4
Jeg skulle aldrig have børn, sagde jeg.
Gentog det som en papegøje med stress.
Kiggede mig selv i spejlet, rystede hovedet og sagde: ikke du, min pige, du skal nok blive den der bor alene i en forvokset lejlighed med for mange kopper og ingen arvinger.
Og ved du hvad? Det gik sådan cirka sådan, indtil det begyndte at klø under huden.
Ikke fordi jeg pludselig elsker bleer og termotøj, men fordi der var noget ved tanken om et lille menneske, der ikke kunne flytte væk fra mig.
Helt ærligt, hvor patetisk er det?
Jeg vil ikke leve evigt, siger jeg højt.
Men jeg vil heller ikke dø ud som en febervildelse, der forsvandt mellem Spotify-playlister og halve artikler på Zetland.
Jeg vil ikke være min mor, og jeg vil ikke ikke være hende.
Min mor er et spøgelse i min hals, og min mormor er et varmt tæppe jeg ikke har fortjent, men som bliver liggende alligevel.
Kærlighed, åh ja, storladen kærlighed, ja tak, men jeg kan ikke engang huske min egen tandbørstning.
Hvordan fanden skal jeg huske en madpakke?
Men tænk… tænk hvis jeg kunne lære nogen noget.
Ikke engang noget stort.
Bare det med at skrue ordentligt op for musikken, danse i køkkenet, spise fire boller uden skam, og måske fortælle dem, at kærlighed ikke er noget man skal bevise med kvalme og blomster.
Måske er det dér, mit navn skal ligge.
Ikke på en slægtstavle, men som et ekko i en samtale et sted ude i fremtiden.
En flig af noget.
Men ærligt: jeg aner det ikke.
Jeg aner ikke om jeg er bygget til børn eller bare til tanker, eller til halvhjertede ritualer der altid smuldrer omkring dag tre.
Men måske, måske kan jeg være okay med det.
Måske skal jeg bare råbe det ud i luften, lade det blæse rundt med byens skrald og se hvor det lander.
Og indtil da… boller. Jazz. Eller ingen boller, ingen jazz.
Bare… hvad der end falder ud af hænderne på mig.
Jeg satte den på en morgen, hvor jeg havde besluttet, at i dag skulle jeg være sådan en, der gjorde det rigtige.
Jeg havde lagt avisen frem, fundet den dyre kaffe frem fra skabet og havde endda sat dejen til hævning aftenen før. Jeg børstede tænder — det hele var på plads.
Og så røg jeg alligevel ind i sangen, ind i det der lille klaverstykke og den bløde vokal, og så sad jeg bare dér. Lænede mig tilbage. Lyttede. Glemte bollerne, glemte avisen, lod kaffen blive kold.
For lige dér… føltes det som om jeg allerede havde gjort det vigtigste:
siddet stille, i selskab med mig selv, uden dårlig samvittighed.
