Echo #5
Der var sand overalt, mellem tæerne, i tænderne, i min navle og dine kraveben og selv vinden kunne ikke blæse det væk, og du lå dér, pludselig, du lå dér, og kyssede mig som om der ikke fandtes vinter, og folk gloede, de gloede, selvfølgelig gloede de, og jeg gøs, jeg gøs i varmen, og måske var det vinden eller dine hænder eller bare fordi det var første gang, men jeg gøs.
Og vi blev liggende, blev hængende, blev nøgne, du trak mig med ned i vandet, nede hvor sandet blev tungere, hvor alt blev tungere, og vi flød og elskede som om der kun var havet og huden og dine lår, og du duftede af salt og cigaretter og en eller anden fransk parfume som aldrig passede til dig men gjorde det alligevel.
Og sommeren knækkede, selvfølgelig knækkede den, som de altid gør, og du gik, du gik, uden at sige noget, uden at sige farvel, du forsvandt som dug, ikke engang solen gad tage dig med, bare damp, bare væk, bare efterladt på mit tæppe; vådt og fyldt med dit hår.
Det hele ender jo altid dér — man flyder, man fanges, man slipper væk. Det er kys, der ikke holder, hænder der glider af, en sommer, der lover mere end den holder. Og Sigrid synger det, som man går hjem fra stranden med sand i tænderne, røde skuldre og fornemmelsen af at man var lykkelig i tre sekunder, måske fire. Mere får man sjældent. Og så må man bare tage den med, den lille lykkefølelse, som man tager en sten med hjem fra stranden og smider den i en skuffe man aldrig åbner igen.
