Publikum er en katastrofe

Jeg elsker koncerter. Jeg elsker musik. Det er den eneste form for kunst, der rent faktisk kan ændre mit humør på tre minutter uden at kræve, at jeg læser en lang forklaring på en museumsvæg. Men problemet med musik i det offentlige rum er – og har altid været – at det kræver et publikum. Og publikum er, uden undtagelse, en katastrofe.

Det varer ikke længe, før sommeren for alvor rejser sig, og festivalsæsonen ruller sit tæppe af støv og forventning ud over landet. For findes der egentlig noget mere livsbekræftende end en koncert en tidlig lørdag i maj? Når den røde forårssol hænger lavt og insisterende på himlen, og man står med fadøl i plastikkrus, der føles som selve symbolet på frihed.

Det er min absolutte favoritverden – lige indtil verden begynder at mase sig på. For bag friheden lurer de tårnhøje egoer. Der findes en særlig race af unge mænd på næsten to meter, der med ublu arrogance maser sig gennem mængden. De ankommer sent, duftende af billig øl, tørrede grønne sager og mangel på situationsfornemmelse, og planter deres alt for lange lemmer præcis dér, hvor udsynet var mest lovende.

For os, der er skabt i en mere jordnær skala – os, der måler beskedne 165 centimeter over havets overflade – går oplevelsen pludselig op i, om de vertikale kødbjerge har husket at vaske deres armhuler inden ankomst. Før man ved af det, står der to meter

menneske på overlæderet af dine sandaler. Det er ikke bare fysisk dominans; det er en eksistentiel aflysning af min tilstedeværelse.

Og det stopper ikke ved fødderne. Snart kommer den kollektive bevægelse, de på moderne dansk kalder en mosh-pit, som om det bliver mere legitimt fordi det er engelsk. Og de siger “Kom nu mand” og hopper ind i mig, med deres svedige ansigter og skriger “mærk livet, M!”. Men jeg vil ikke mærke deres liv. Jeg har nok i mit eget. Det er den samme følelse, jeg får i Metroen om morgenen, hvor folk står så tæt, at man kan høre deres hjerter slå, uden at man kender deres navne. De tager min plads, min luft og min stilhed, og de gør det med en selvfølgelighed, der gør mig mørkeræd.

I Metroen er det hverdagens brutale intimitet, og på festivalpladsen er det blot en organiseret undskyldning for det samme. Dommen er faldet: Du ejer intet, ikke engang det mikroskopiske luftlag, din egen krop forsøger at opretholde. For sandheden er jo, at stroboskoplyset og den indvoldsflyttende bas aldrig har været et fælleseje. Det er et territorium, der skal erobres. I denne vertikale hakkeorden er dannelse en by i Rusland og hensyn en fysisk umulighed.

Og pludselig er musikken ikke længere broen i mellem os, men det der adskiller os som menneske.