At bo i en dåse af grøn metal

Jeg har siddet her siden natten blev til dag. Siden solen belyste både mig og min lejlighed gennem de hvidtætnede skyer. Himlen er fyldt. Jeg sidder her endnu. Den første strøm af mørk kaffe, så syrnet yoghurt, og endnu en kop kaffe. En mekanisk insisteren på struktur. Morgen er blevet til eftermiddag. Jeg har åbnet en bajer. En af de grønne. Det metalliske klik fra dåsens kapsel er dagens første vigtige begivenhed. Det eneste logiske svar på frokost. Erland synger til mig: Above you – if you have a way of knowing, every river can be crossed. Og jeg tænker, at han har fuldstændig ret; men i mine landskaber er der ingen floder. Kun sund og Amager marsk. Og jeg kan krydse sundet. Det kan jeg. Det er en simpel rejse til mod den svenske kyst, men hvad skulle jeg dog der? Og Erland synger videre og rytmen siver ud i kroppen på mig. Koloniserer mit nervesystem og sætter sig fast. Hofter og nakke er besat af en latindanser. Michael Olesen har været forbi. Jeg er Erland.

Jeg cruiser langs den svenske kyst, til bilen

rammer Svinesund og vejen knækker mod vest. Jeg svinger bilen som jeg plejer og jeg ved det betyder hjem. Drømmer jeg? California-vibes i norsk regnvejr. Sluger det bitre skum fra dåsen og mærker en puls i mine arme. En uvilkårlig bevægelse i fingerspidserne. Jeg strækker mig. Griber ud efter himlens vat og lukker øjnene og drikker. En, to – tre slurke af den lunkne øl, indtil dåsen har mistet sin vægt. Tænker på min far.  Jeg har ondt af ham. Og jeg synger med, når Erland synger: Painless, so easy, you come fast and leave me. Og det er som det skal være.

Hofterne er svundet ind. Rytmen er gået med  øllen, der står tomt og hænger på køkkenbordet. Og dér, i det præcise sekund, hvor hånden overvejer at strække sig ud mod køleskabets hvide dør for at hente en ny, fryser bevægelsen. Forbindelsen er klar. Hvis fingrene lukker sig om endnu en kold aluminiumskant, hvis det metalliske klik lyder endnu en gang, er transformationen fuldendt. Så er jeg min far.

Kender du ham?