Winterbjerg
Jeg har altid vidst, at jeg besad en særlig evne med et kamera. I mit barndomshjem var kameraet en konstant følgesvend, og min søster og jeg kunne knap tage et skridt uden at blive foreviget på utallige billeder og film. I disse tidlige år var det engangskameraer og analoge fotografiapparater, der dominerede. Vi måtte tålmodigt vente på…
Er det nostalgi, hvis man ikke selv har være der?
Nostalgi er en mærkelig og næsten magisk følelse. Det er en længsel efter noget, der ikke længere er, en længsel efter en tid, man måske aldrig selv har oplevet. Men når jeg ser på disse gamle fotos, føler jeg en forbindelse til fortiden, som om jeg er en del af noget større.
Fotografiet, denne vidunderlige kunst, der evner at fange øjeblikkets essens, har altid fascineret mig. Gennem linserne kan vi indfange livets flygtige skønhed, fryse tiden og bevare de øjeblikke, der definerer vores eksistens. Hvert billede bærer en fortælling, som kan røbe sjælens dybeste hemmeligheder eller blot en flygtig glæde. At fotografere er at male med lys og skygge, at skrive med nuancer og at skabe en evig forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid. I fotografiets verden er intet trivielt; alt er dyrebart og meningsfuldt.